Kulturnat 2018 med masser af nye oplevelser

Kulturnatten 2018Sidste år havde 80.000 gæster købt kulturpas til Kulturnatten. Foto: Foreningen Kulturnatten.

Den 12. oktober kan du gå på opdagelse i nattens ekstraordinære kulturarrangementer, når over 240 museer, kulturinstitutioner og steder, der ellers er lukkede, slår dørene op og inviterer indenfor. Besøg f.eks. hovedsædet for verdens største shippingvirksomhed, Mærsk.

Igen i år lokker Kulturnatten med en lang række oplevelser også hos steder, der normalt ikke er åbne for offentligheden. Det sker fredag den 12. oktober, hvor man for eksempel kan besøge A.P. Møller Mærsks hovedsæde og se hvordan verdens største shippingvirksomhed ser ud indefra.

Besøg Mastekranen fra 1749

Også Holmens fredede Mastekran fra 1749 åbnes for Kulturnattens gæster. Kranen er en 40 meter høj tømmerkonstruktion, hvor matroserne via gangspil kunne trække op til 20 tons tunge undermaster op om efteråret og sætte dem tilbage om foråret efter endt reparation. Fra toppen er der en enestående udsigt over København. Orlogsmuseets modelbyggere viser rundt og fortæller om datidens store linjeskibe.

Køkkenet under Christiansborg Slot spoler tiden tilbage til 1937 og inviterer med til forberedelserne af Christian X’s 25 års regeringsjubilæum. Køkkenet lover fuld gang i gryderne og blandt strålende kobbertøj, vil der være mulighed for at købe varme drikke og kongelige kager.

Metroen under Rådhuspladsen

Amalienborg åbner det kongelige snedkerværksted og udstillingen Kongernes Samling. En række museer holder åbnet lige fra Designmuseum Danmark til Brumleby Museum. Der er mulighed for at komme til adskillige natgudstjenester og kirkekoncerter og du kan besøge den kommende metrostation under Rådhuspladsen. Programmet er som sædvanligt stort og varieret – det er blot at gå om bord i alle mulighederne.

Byens største enkeltstående event

Kulturnatten er i dag Københavns største enkeltstående event med langt over 80.000 solgte kulturpas. Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten i København og på Frederiksberg én gang om året på fredagen op til skolernes efterårsferie. Eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, der er din billet til arrangementerne.

ALLE arrangementer i Kulturnattens program foregår den 12. oktober 2018 fra kl. 18.00 og kræver Kulturpas for at få adgang. Få arrangementer kræver forudgående gratis online tilmelding. Disse er markeret med rød “tilmelding nødvendig”. (Alle tilmeldinger begynder den 2. oktober kl. 12.00).

Læs mere om Kulturnatten og program her.

Se hvor du kan købe Kulturpas.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!