Kom til Havnens Dag og bliv Vild med Vand

Havnens Dag og Vild med VandFoto: Vild med Vand.

På lørdag kan du prøve livet til søs ved Havnens Dag. Her vil byens Vild med Vand-havne stille delebåde til rådighed og give dig indblik i det maritime liv på land og til vands. Alle er velkomne, og det er ganske gratis.

Havnens Dag 2017, der finder sted på lørdag den 10. juni, er et arrangement for alle, der bærer på en indre sømand, eller som er nysgerrig på livet til havs. I København kan man bl.a. besøge S/K Lynetten på Refshaleøen, Kalkbrænderihavnen på Østerbro og Sundby Sejlforening på Amager. Man kan komme på sejlture, prøve kræfter med kajakroning eller afprøve forskellige interessante workshops i havnene. Mulighederne er mange.

Arrangementet er en del af projektet Vild med Vand, som Dansk Sejlunion og Forening for Lystbådehavne i Danmark, FLID, står bag. Formålet er at skabe glæde omkring havet og havnen. I år vil over 70 havne over hele landet være en del af arrangementet, og det forventes, at over 100.000 gæster deltager i begivenhederne.

Find en Vild med Vand-havn i nærheden af dig her.

Fra Indre By til Øresund

Der er mange muligheder for at komme til havs til Havnens Dag. I S/K Lynetten i Indre By kan man besøge havnens træskibe, komme ud på Øresund i en gummibåd og få en masse information om sejlskolen og delebådene. Vil man hellere blive på land, er der mulighed for at overvære en redningsdemonstration med helikopter, og de madglade kan stå i et udendørs køkken og bygge deres egen burger.

Hvor: S/K Lynetten, Refshalevej 200, 1432 København K.

Læs mere om arrangementer i S/K Lynetten her.

Prøv en motorbåd på Østerbro

Kom ombord på en motor- eller sejlbåd i Kalkbrænderihavnen. Hvis du brænder inde med en lille drøm om at komme på bølgen blå, kan der stilles spørgsmål til, hvad det kræver at have en båd, og hvilke muligheder der er ombord. Få også indsigt i det sikkerhedsmæssige ved at deltage i ”Mand over bord”-øvelsen i havnebassinet. Tag gerne en picnickurv med til dagen og slut af med at grille din mad med de andre gæster.

Hvor: Kalkbrænderihavnen, Sundkrogskaj 19, 2100 København Ø.

Læs mere om arrangementer i Kalkbrænderihavnen her.

Kanonsalut på Amager

Hvis du vil høre kanonsalut, flette tovværk eller nyde sang og musik – så er det Sundby Sejlforening på Amager, du skal besøge. Amager er kendt for sine små haveforeninger, og selvom det ikke synes at have noget med havet at gøre, kan du få lov til at gå på opdagelse i Sundby Sejlforenings nyttehaver, som blev anlagt under 2. verdenskrig. Hvis du hellere vil ud på vandet, kan du blive elev for en dag på sejlskolen eller prøve kræfter med kajakroning.

Hvor: Sundby Sejlforening, Amager Strandvej 15, 2300 København S

Læs mere om arrangementer i Sundby Sejlforening her.

Havnens Dag og Vild med Vand finder sted på lørdag den 10. juni.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!