Kom ombord på skoleskibet Georg Stage

Skoleskibet Gerog StageFoto: Skoleskibet Georg Stage.

Skoleskibet Georg Stage holder ”Åbent skib” for alle interesserede i dagene før fuldriggeren sejler ud på årets togt.

Skoleskibet Georg Stage afsejler på årets togt den 19. maj. Det er den dag, man kalder store vinkedag, hvor familie og venner tager afsked med eleverne. Men i dagene inden inviterer Georg Stage alle interesserede ombord på skibet den 17.-18. maj ved et par ”åbent skib” arrangementer. Her kan man komme rundt på skibet og se det på nærmeste hold. Der vil også være præsentationssejladser og forskellige arrangementer på Amaliekaj, hvor skibet ligger. Om aftenen er der desuden mulighed for at komme om bord på skibets dæk, hvor der loves kaffe, musik og hygge kl. 20.00-22.00.

Verdens mindste fuldrigger

Stiftelsen Georg Stages Minde ejer skibet og har eksisteret helt tilbage fra 1882. Det første Georg Stage sejlede hvert år fra søsætningen i 1882 og frem til 1934, hvor det nuværende skib blev bygget i Frederikshavn. Den tremastede fuldrigger har med bovspryd en længde på 54 meter, og eleverne har i alt syv kilometer tovværk at bakse med ombord. Georg Stage er i øvrigt verdens mindste fuldrigger.

Skibet er – takket være en stor fondsdonation – under renovering, og i 2018 skulle det gerne være færdigt.

Fra Lofoten til Gran Canaria

De 63 ny elever påmønstrede 12. april og siden har de øvet sig – både mens skibet har ligget til kaj, men også under en række mindre sejladser. Og 19. maj påbegyndes sejladsen for alvor. Her lægger Georg Stage fra kaj, mens venner, familie og hvem der har lyst kan vinke farvel til elever og besætning. Turen går både nord- og sydpå med stop i Lofoten, Ålesund, Shetland, Antwerpen (hvor der er Tall Ships Race), Lissabon, Gibraltar og Tenerife inden skibet vender og turen går hjemad. Det bliver i september.

Georg Stage ligger ved Amaliekaj i København og holder “Åbent skib” arrangementer den 17. og 18. maj kl. 15.00 – 20.00, hvorefter dækket holdes åbent fra kl. 20.00- 22.00.

Læs mere om skoleskibet Georg Stage her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!