Japansk arkitekturudstilling i Cisternerne

Foto: cisternerne.dk

Københavns gamle cisterner i Søndermarken har åbnet sin underverden og den nye sæson med den japanske udstilling om bæredygtig arkitektur, ‘Sambuichi’.

Nede i Cisternernes underjordiske verden kan man nu opleve stedets nye store udstilling. Det er den internationalt anerkendte japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi, der har omdannet de monumentale rum og giver et dybdegående indblik i bæredygtighed, arkitektur og tænkning via en vandring gennem et hav af lys og mørke.

Naturen og arkitekturen i samspil

Sambuichis arkitektur drives af naturens kræfter, herunder bevægelserne i vand, luft og lys. Med en lavteknologisk tilgang formår han at skabe nutidens eksemplariske billede på, hvordan man lever bæredygtigt i samspil med naturen, og hvordan man imødekommer de globale udfordringer vi står overfor i det 21. århundrede. Han arbejder med jordens detaljer og naturvidenskabelige fænomener, der indgår som byggesten i hans arkitektoniske værker. Hans bygninger er med til at formgive og tydeliggøre et specifikt steds karakter og hengemte kvaliteter – alt dette gør han i et samspil mellem natur og arkitektur.

Gennem de seneste år har Sambuichi arbejdet nøje med Cisternernes dyb og undersøgt Søndermarkens skiftende udtryk. Og dette arbejde afspejles nu i Cisternerne. Naturen vil igen fylde vand i cisternerne, dagslyset vil trænge ind, og planter vil gro i det CO2-mættede klima. Den besøgende vil vandre over vandet på en fortolkning af den japanske Itsukushima helligdom på øen Miyajima, der iøvrigt er at finde på UNESCOs verdensarvsliste.

Foto: cisternerne.dk

Foto: Cisternerne.

Poetik og videnskab

Hiroshi Sambuichi er professor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Han fik i starten af 2017 tildelt den prestigefyldte Wallpaper Design Award for Naoshima Hall, som den bedste nye offentlige bygning. Sambuichi grundlagde i 2001 Sambuichi Architects i Hiroshima. Han opnåede tidligt i sin karriere internationalt anerkendelse og er i dag en af de mest anerkendte indenfor bæredygtig arkitektur. Hans værker er bygget op af personlig intuition og videnskabelige undersøgelser og han skaber dermed en bemærkelsesværdig balance mellem poetik og videnskab.

Udstillingens åbningstider vil variere i løbet af året i takt med dagenes længde. Hold derfor øje på hjemmesiden. I april vil åbningstiderne være fra kl. 11.00-18.00. Mandag er der lukket. Entréen koster 60 kr. for voksne, og 50 kr. for studerende og seniorer (65+).

Cisternerne ligger i Søndermarken, 2000 Frederiksberg overfor Frederiksberg Slot. Udstillingen varer indtil 2. februar 2018. 

Læs mere om Hiroshi Sambuichis udstilling her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!