Inspiration til københavnerliv i påsken

SuperkilenSuperkilen på Nørrebro, cykelstativ. Foto: Torben Eskerod.

Skal du nyde påsken i København så hop op på cyklen og forbind byen på to hjul. Oplev alle de nye broer på Havneringens cykelrute eller udforsk en bydel – for eksempel Ydre Nørrebro, hvor Superkilen begejstrer med sit farverige spil af røde farver.

Til de heldige, der har sparet udenlandsrejsen væk og ser frem til herlige påskedage i Danmarks bedste hovedstad, har vi samlet 3 bud på skønne oplevelser:

De nye broer og Havneringen på cykel

Cirkelbroen

Foto: Cirkelbroen af Olafur Eliasson.

Det tog sin tid før det lykkedes byen at få sin sidste inderhavnsbro og blive forbundet med Holmen. Ikke desto mindre er det, som så meget andet godt, værd at vente på, og en helt særlig oplevelse værd for jer, der holder af byen på cykel, langs vandet. Fra Nyhavn i nord til Slusen i syd, over 12 særegne områder som Nyhavn, Sluseholmen eller Nokken, tegner den 13 km lange Havnering sig, og åbner et København med umiskendelig charme for cykelfolket. Hvem vil ikke frydes over en kold drink ved havnekanten og Dansk Arkitekturcenter? Eller hvad med at testdyppe tæerne i havnebadene ved Islands Brygge eller Sluseholmen? Undervejs skal der tælles broer, for der er gang- og cykelbroer en masse på turen. Ikke mindst må nævnes Cirkelbroen, som er designet af Olafur Eliasson, kunstneren bag regnbuegangen på kunstmuseet ARoS, ’Your Rainbow Panorama’. Havneringen kan deles op i mindre ruter på for eksempel 2, 4 eller 7 km.

Se et kort over Havneringen her.

Den røde Superkile på Nørrebro

Superkilen på Nørrebro af BIG

Superkilen på Nørrebro er tegnet af arkitektstuen BIG – Bjarke Ingels Group. Foto: BIG – Bjarke Ingels Group.

Rødt, rødt, rødt! Med fødderne solidt plantet på Nørrebrogades trygge, grå asfalt, kan det røde parklandskab, der ligger for fødderne af dig, godt virke lidt angstprovokerende. Den røde Superkile er den første af de tre multikulturelle parkrum i tre farver, som er skabt på Ydre Nørrebro af blandt andre arkitektfirmaet BIG. Den røde Superkile er dedikeret til de fysiske aktiviteter og lægger rød grund til 57 forskellige genstande fra 57 forskellige lande, som hyldest til lokalbefolkningens 57 forskellige kulturelle baggrunde. I forlængelse af den røde Superkile, kommer den Grønne Park – refugiet – hygge- og picnicområdet til grupper og familier, og til sidst Det Sorte Marked, markedspladsen eller blot base for tænksomme skakspillere.

Læs mere om Superkilen på Dansk Arkitekturs hjemmeside her.

Royale gobeliner, skumle kældre og skattejagt

Gobelinerne på Christiansborg Slot

Foto: Gobelinerne på Christiansborg Slot.

Det tager kortere tid end man tror at tilbagelægge de små 2000 år, der er afbilledet på kunstner Bjørn Nørgaards gobeliner i Riddersalen på Christiansborg. Med start hos de gæve vikinger i selskab med nordiske guder og livstræet Yggdrasil kan vi svælge os i Danmarkshistoriens sejre og fadæser helt frem til nu, hvor dronning Margrethe frister prins Henrik med et æble og lukker ringen med en gentagelse af arvesynden. Mange ansigter på gobelinerne har haft deres gang på Christiansborg – og tør selskabet gå et skridt længere i nogle af de prominente folks fodspor, så kan en tur ned i ruinerne under slottet afsløre de makabre rammer, som blandt andre Leonora Christine udholdt, da hun i næsten 22 år blev holdt fanget i slottets Blå Tårn. En fælles billet for både sale, ruiner og de kongelige stalde koster 150 kr.

For dem, der savner ekstra mystik og kringlede gåder er Christiansborg slot base for en gådefuld ’skattejagt’. Med udgangspunkt i en mystisk boks skal selskabet puzzle sig igennem de elegante sale, mens Danmarkshistorien nok engang udspiller sig undervejs og med deltagerne på rollelisten. Spillet er er skabt af ’Mysterymakers’ og deltagerne skal helst være fyldt 12 år. Det koster 250 kr. pr. person og skal bestilles i forvejen på Mystery Makers hjemmeside. Afslut eventuelt dagen i Tårnet, Christiansborgs Slots restaurant.

Læs mere om Christiansborg Slot, salene, gobelinerne og ruinerne her.

Læs Oplevbyen.dks artikel om ruinerne på Christiansborg Slot her. 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!