I dag åbner byens nye madmarked, Reffen

ReffenFoto: Martin Kaufmann.

Reffen – Københavns nye store marked for madelskere – åbner officielt i dag med tre dages fest. Under parolen ‘Hack the Future’ byder 54 start-ups i form af madboder, barer og værksteder velkommen til alle.

Man nåede heldigvis ikke at sørge længe over, at madmarkedet Copenhagen Street Food efter fire år måtte vige for byudviklingen og lukke på Papirøen. I stedet har byen nemlig fået et nyt stort madmarked; Reffen på Refshaleøen, der åbner officielt i dag den 18. maj, og det sker med en fest, der varer til og med søndag.

Bæredygtig street food

Reffen bliver i følge folkene bag et større og vildere projekt og en ny legeplads for madentusiaster og kreative ildsjæle. Her kan man gå om bord i et bredt udvalg af bæredygtig street food, her vil være håndværk, kreative boder og kulturelle oplevelser. Det hele under parolen ”Hack The Future”. Samlet vil Reffen have 54 start-ups i form af madboder, barer og kreative værksteder fordelt på et areal på 6000m2, der ligger på Refshalevej 167 ud til Københavns havn.

Organisationen bag Reffen er Julian Group, der også stod bag Copenhagen Street Food. Julian Group driver derudover bl.a. det nye madmarked ved Inderhavnsbroen, Broens Gadekøkken, Toldboden og Restaurant Julian på Nationalmuseet.

Åbningsfest med mad, musik og leg

Åbningsfestlighederne begynder i dag kl. 15.00, hvor overborgmester Frank Jensen og grundlægger af Copenhagen Street Food, Jesper Møller holder åbningstalen for Reffen. Herefter følger tre dages fest med masser af mad, humle, druer, cocktails og live musik. Eksempelvis gæster amerikanske Carter Sampson og hans countryband for første gang Danmark, når de optræder kl. 17.00 på Reffen i dag. Ligesom det danske soulband Miss Melissa and her soul Knights står på scenen i morgen. Der er DJ’s og adskillige singer/songwritere dukker op.

Reffen er for alle – også børnene, og i weekenden ligger Legeskibet til kaj med et tætpakket program, der byder på parkour, gadefodbold, legeinstruktører, bevægelsesworkshops mm. Man kan desuden lære at skate.

Reffen ligger på Refshalevej 167, 1432 København K. Man kan komme dertil med Havnebus 991 og 992, bus 9A, HopOn-HopOff både & busser, på cykel eller i bil.

Læs mere om Reffen, åbningstider, madboderne og de kreative værksteder her.

Følg Reffens events og læs mere om åbningsprogrammet her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!