Opdag Historien i Gaden

Gå på opdagelse i Forstadsmuseets nye ‘Historien i Gaden’ udstilling. Udstillingen fortæller 10 spændende historier, der gemmer sig 10 steder langs Hvidovrevej

Ved at følge de røde fodspor får du historier om dramatiske begivenheder, historiske bygninger, personlige skæbner og om Hvidovres udvikling fra lille landsby til moderne forstadskommune.

En udstilling om byen i byen

Historien i Gaden er rammen om Forstadsmuseets måde at formidle den lokale historie i Hvidovre og Brøndby på. Historierne fortælles dér, hvor de er sket, ude i byrummet – og ikke i en traditionel udstillingsbygning.
Udstillingen langs Hvidovrevej synliggør bogstavelig talt historien i gaden på en af Hvidovres travleste gader: Billeder og små korte historier dukker frem under asfalten og fortovsfliserne og gør én opmærksom på, at tingene ikke altid har været eller set ud som i dag.

Historier på hvert gadehjørne

Vidste du for eksempel, at der engang har ligget to store bondegårde midt på Hvidovre Torv? At sognepræsten under 2. Verdenskrig lokkede tre unge modstandsfolk til at foretage en likvidering på et falsk grundlag? Eller at toget engang kun stoppede ved et lille trinbræt, dér hvor Hvidovre Station ligger i dag?
Får du lyst til at læse hele historien og se flere billeder, kan du scanne en QR-kode med din mobiltelefon på det enkelte sted. Hvis det regner, er det også muligt at læse alle de ti historier i ro og mag hjemme fra sofaen. Følg bare dette link.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!