Her skal du spise din sommeris

Foto: Ismageriet

Sommeren har langt om længe meldt sin ankomst, og det betyder tid til lækker is. Her får du en forsmag på tre af Københavns bedste issteder.

Fristende italienske ispinde

Foto: olufs.dk

Foto: OLUFSs.dk

OLUFs is finder du i en lille butik på den charmerende Olufsvej på Østerbro. Her kan du nyde din frisklavede ispind på en lille bænk udenfor butikken med udsigt til det rolige torv ud til Østerbrogade. OLUFs is tilbyder frisklavet italiensk is på pind, overtrukket med kvalitetschokolade og vendt i lækre sager. Isen er lavet på mælk, hvilket giver den en kraftigere smag og blødere konsistens. Isene dyppes enten hvid chokolade, mælkechokolade eller mørk chokolade og vendes i hasselnødder, mandler, kokos, krokant eller en helt femte type krymmel.

OLUF’s is finder du på Olufsvej 6, 2100 Kbh. Ø.
Der er åbent 12-18 tirsdag-torsdag og 11-21 fredag-søndag.

Lækker is af gode råvarer

Foto: Bryggen 11- Facebook

Foto: Bryggen 11

Lige ud til Københavns havnebad finder du den lille isbutik Bryggen 11, som byder på hjemmelavet is med spændende smagsvariationer. Der er både mælke- og sorbetis og ingredienserne og udvalget skifter efter sæsonen. Bryggen 11 lægger hårdt arbejde i at lave is af gode og friske råvarer lige fra vanilje og jordbær til basilikum og ingefær. Smagsvarianterne er både traditionelle og eksperimenterende. Der bliver pillet, skrællet og kogt frugter og bær, for at give dig den bedste smagsoplevelse.

Bryggen 11 finder du på Islands brygge 11, 2300 Kbh. S.
Der er åbent 12-20 søndag-torsdag og 12-21 fredag-lørdag. 

Siciliansk is

Foto: sicilianskis.dk

Foto: sicilianskis.dk

På både Vesterbro, Nørrebro og Christianshavn finder du en skøn sydlandsk isbar, som kun serverer siciliansk is. Hver vinter rejser indehaverne til Sicilien for at finde frem til de bedste råvarer, som de tager med hjem og serverer for danskerne. De stræber i høj grad efter at forkæle kunderne med så mange økologiske råvarer som muligt, og der er alt fra jordbær, hasselnød og lakrids til kokos, mandarin og rabarber.

Siciliansk is – Gelato Siciliano – finder du på Skydebanegade 3, Rantzausgade 56 og på Christianshavns Kanal 2.
Der er åbent mellem 12-21 fra 13. maj til 31. august.

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!