Guide til Sankt Hans oplevelser i København

Sankt Hans i Frederiksberg HaveSankt Hans i Frederiksberg Have. Foto: Martin Sørensen.

Har du styr på, hvor du skal holde Sankt Hans aften? Hvis ikke giver vi dig her fem forrygende bud på, hvor du kan fejre midsommerfesten med bål, musik, tale og fællessang.

Sankt Hans aften er en folkefest, der hvert år fejres den 23. juni. Oprindeligt fejrede man Johannes Døberens fødselsdag og herunder midsommer. Det er senere hen blevet en tradition at markere denne fejring ved at brænde heksen af på bålet. I København inviterer flere arrangører til midsommerfest, og vi giver her fem bud på, hvor du kan holde Sankt Hans aften i år.

Midsommerfest på Bryggen

På Islands Brygge danner Kulturhuset Islands Brygge ramme om en festlig Sankt Hans fejring spækket med masser af underholdning og musik, mens Bryggens Spisehus disker op med en stor grillbuffet. Klokken 20.00 kan sangerinde Oh Lands opleves ved en solo-koncert. Hun vil senere på aftenen stå i spidsen for fælles sang af Midsommervisen, der synges lige inden det flydende bål tændes på vandet klokken 21.15. Derudover vil aftenen byde på båltale af astrofysiker Anja C. Andersen, mens bandsene St. Augustin og Ms. Melissa & Soul Knights vil sætte gang i fejringen af Sankt Hans aften.

Læs mere om Sankt Hans på Islands Brygge her.

Bål og barbecue på Kayak Bar

Kayak Bar og Karma Kajen fejrer Sankt Hans med barbecue, fællessang og bål på kanalen. Aftenen starter med optænding i grillen klokken 17.00, hvor en barbecue kan nydes sammen med en kold øl, inden bålet sejles ud i kanalen. Bålet tændes klokken 20.00, og en båltale vil kunne høres samtidig med, at flammerne tager fat. Senere på aftenen synges der fællessang, og det dansk-svenske band, FastPoHolmen underholder.

Sankt Hans på Kayak Bar foregår i indre by på Børskaj 12, 1221 København.

Læs mere om Sankt Hans på Karma Kajen her.

Sankt Hans i Frederiksberg Have

Traditionen tro vil Frederiksberg Have afholde en af de helt store midsommerfejringer. Her tændes et stort bål ved vandet foran Frederiksberg Slot. På den store græsplæne foran slottet vil der være rig mulighed for tilbringe eftermiddagen med en medbragt picnickurv alt imens mørket falder på. I løbet af aftenen vil der være forskellige arrangementer såsom tale, musik og midsommersang. Heksen sendes til Bloksbjerg på et tidspunkt efter klokken 21.00.

Frederiksberg Haves har adresse ved Frederiksberg Runddel, 2200 Frederiksberg.

Læs mere om Sankt Hans aften i Frederiksberg Have her.

Sankt Hans fejring på Ofelia Plads

Mellem himmel og hav byder Ofelia Plads velkommen til en festlig Sankt Hans aften. Jazzspinners sætter klokken 20.00 gang i gildet med en medrivende dansekoncert, som blander flere forskellige dansestile. Senere på aftenen klokken 21.20 holdes båltalen af bestyrelsesformand for Det Kgl. Teater, Lisbeth Knudsen. Herefter tændes det store Sankt Hans bål, og Søs Fenger Kvartet vil synge for på fælles sang af Midsommervisen og Danmark, nu blunder den lyse nat. Søs Fengers egne numre kan efterfølgende nydes, mens flammerne tager fat i bålet på Kvæsthusgraven. Café SALT og Scandic serverer Sankt Hans menuer med mad for enhver smag. Café SALT byder blandt andet på 4 og 5 retters menuer, mens Scandic disker op med burgere og hot dogs i gourmet-udgave.

Ofelia Plads ligger på Kvæsthusbroen, 1250 København.

Læs mere om Sankt Hans på Ofelia Plads her.

Sankt Hans i Tivoli

I Tivoli kan du oplev Københavns Drengekor sammen med Ensemble Storstrøm og tenoren Gert Henning Jensen i Tivolis Koncertsal til midsommerkoncert og spise på en af Havens mange restauranter.
Når solen går ned og sommermørket sænker sig over København spiller Tivoli-Gardens lurblæsere bålet i gang ved Tivoli Søen, og mens de første flammer springer frem, synger Københavns Drengekor og Gert Henning Jensen Holger Drachmanns over 100 år gamle Midsommervisen.
Mens de sidste flammer brænder ned, kan du bevæge dig mod Plænen, hvor Gnags giver koncert eller du kan overvære det betagende syn, når Tivoli Illuminationer går i gang på Tivoli Søen.

Læs mere om Sankt Hansaften i Tivoli her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!