Guide til fem spændende rundvisninger

Det Kongelige Teater - rundvisningerDet Kongelige Teater har adskillige rundvisninger, hvor man bl.a. kan opleve arbejdet på værkstederne bag kulisserne. Foto: Casper Balslev.

Oplev livet bag skærmen eller kulisserne hos de store kulturinstitutioner, der løbende inviterer til et indblik i deres hverdag med hektiske deadlines, voldsom eksponering og stor disciplin. Kort sagt tag på rundvisning. Charlotte Sass Mønsted har fundet fem spændende bud.

Vores store kulturinstitutioner holder løbende rundvisninger, der giver dig mulighed for at opleve, hvad der sker bag kulisserne, masken eller skærmen. På Det Kongelige Teater og DR får man f.eks. et indblik i en hverdag med mange deadlines, voldsom eksponering og stor disciplin. Er du mere til en tidsrejse tilbage til klunketiden, byder Nationalmuseet indenfor i en lejlighed fra slutningen af 1800-tallet.

Det Kongelige Teater – Gamle Scene

Det Kongelige Teater - Gamle Scene.

Det Kongelige Teater – Gamle Scene. Foto: Det Kgl. Teater.

Det Kongelige Teater tilbyder en bred vifte af rundvisninger. Det er muligt at besøge Gamle Scene på Kongens Nytorv på udvalgte dage, hvor der gennemføres rundvisninger ”på kunstens præmisser”. En rundvisning på et teater er jo at betragte som et virksomhedsbesøg. Tæppet for dagens forestilling skal gå præcis, så der kan forekomme ændringer i programmet. Til gengæld får du en enestående mulighed for at se, hvad det kræver af prøver, planlægning, forberedelse og håndarbejde, før man kan lade tæppet gå. Rundvisningen varer 90 minutter og udover at se Salen og scenen, besøger rundvisningen også bagscene områderne og Skræddersalen, hvor kostumerne til samtlige Det Kongelige Teaters forestillinger bliver til. Du bliver meget klogere på de mange ugers arbejde, der ligger forud for, at man kan holde premiere. Og du lærer nye begreber at kende som Kongeside og Dameside.

Det Kongelige Teater – Skuespilhuset og Operaen

Det Kongelige Teater - Operaen

Det Kongelige Teater – Operaen. Foto: Lars Schmidt.

Det Kongelige Teaters tre scener ligger placeret på nogle af de smukkeste lokaliteter i København. Lige rundt om hjørnet i forhold til Nyhavn ligger Skuespilhuset. Det er tegnet af arkitekterne Lundgaard og Tranberg, der også er ansvarlige for Kvæsthusmolen. Herfra kan man se over på Operaen, der er tegnet af arkitekt Henning Larsen. Begge steder tilbyder rundvisninger, der giver mulighed for at opleve noget af det fremmeste indenfor moderne arkitektur. Rundvisningerne varer 75 minutter, hvor man får en indføring i arkitekternes idéer og visioner, og kommer rundt til de to teaterhuses forskellige scener og backstage. Det Kongelige Teater tilbyder også Temarundvisninger, som introduktion til specifikke forestillinger.
Læs mere om rundvisningerne på Det Kgl. Teater.

DR Byen og DR Koncerthuset

DR Koncerthuset.

DR Koncerthuset. Foto: DR.

DR, der er et af Danmarks største mediehuse, flyttede for ti år siden sine i alt 14 forskellige adresser i København ud til DR Byen på Amager. Byen er et kompleks af fire selvstændige bygninger, der er forbundet af en Indre Gade. I DR Byen kan du komme på en rundvisning Bag Kulissen til både tv- og radiostudier, den store Monteringshal, hvor kulisserne til både nyheds-, underholdnings- og dramaproduktioner bliver bygget færdige og samlet, til kontrolrummene, hvorfra både forproducerede og direkte udsendelser styres. Turen giver et fint indblik i, hvor meget praktik og logistik, der ligger forud for en tv udsendelse. DR tilbyder også rundvisninger, hvor man efterfølgende kan overvære en tv-optagelse som publikum.

Rundvisningen i DR Koncerthuset, der er tegnet af den franske arkitekt, Jean Nouvel, er en tur rundt i bygningen fra Foyerområdet til den store Koncertsal, hvor publikum sidder hele vejen rundt om orkestret, og til de fire mindre sale, Studie 2, 3 og 4 i Niveau -1. Koncerthuset, der åbnede i januar 2009, har vundet et hav af priser som anerkendelse af det enestående stykke arkitektur og ingeniørkunst, det er. Rundvisningerne kan variere, så det er altid en god idé at tjekke DR’s hjemmeside for opdateringer.

Læs mere om DR Byen og DR Koncerthuset.

En tidsrejse til Nationalmuseets Klunkehjem

Klunkehjemmet på Nationalmuseet.

Klunkehjemmet på Nationalmuseet. Foto: Nationalmuseet.

Hvis moderne arkitektur ikke lige svarer til dine begreber om en udflugt en lørdag eller søndag i denne mørke tid, så er et besøg i et Klunkehjem fra 1890-erne måske sagen? Nationalmuseet arvede i 1963 en lejlighed i Frederiksholms Kanal, der stod fuldkommen, som da grosserer Rudolph Christensen og hans familie flyttede ind i 1890. Dengang var lejligheden topmoderne med alle de nymodens faciliteter som træk & slip og telefon. En af Københavns første til og med, hvilket jo var ensbetydende med, at der ikke var så mange andre, man kunne ringe op til.

Læs mere om Klunkehjemmet.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!