Guide til 5 skønne og hyggelige julemarkeder

Vi har opskriften på den gode julestemning – Julemarkederne! Byen bugner med dem. Vi giver dig 5 vidt forskellige bud; Camilla Plum lover en velduftende og overdårlig julemarkedoplevelse på Fuglebjerggaard. Desuden er Raadvad Gamle Knivfabrik, Carlsberg, Christiania og Nørrebrohallen i et strålende julemarkedhumør.

Hvis det kniber med at komme i julestemning, så har vi opskriften. Oplevbyen.dk guider dig til fem skønne og vidt forskellige julemarkeder i og omkring byen. Ta’ f.eks. til Økojulemarked hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard, i Nørrebrohallen, hvor vækstlaget indenfor design og kunsthåndværk viser deres ting, oplev julestemning i Carlsbergs gamle bryggergård, i Den Grå Hal eller på Raadvads historiske knivfabrik i Dyrehaven.

Julemarked hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard

jul_paa_fuglebjerggaard

Camilla Plum inviterer i dagene 1.-9. december til Økojulemarked på hendes Fuglebjerggård. Hun lover en velduftende, kulørt og overdådig oplevelse på gården, der er pyntet med den ’skøreste og mest stemningsfulde julepynt’. Der vil være julebag og brød, ristning og maling af diverse krydderier, der vil være æblegløgg og flæskestege af egne ungarske uldgrise, som serveres med fermenterede og syltede grøntsager og bagte frugter, rodfrugter, kål og kvæder fra gården. Der serveres i det store opvarmede og pyntede drivhus alle dagene. Butikken byder på hjemmelavede lammeskind, nymalet mel fra egne marker, syltetøj og fermenterede produkter og krydderier til både julemad og bagværk. Der er indrettet kryddeributik, som minder om en arabisk souk, og lørdag aften holdes en stor middag i drivhuset med økologiske julemad. I hverdagene er der åbent med den samme julemad, men med mindre trængsel og alarm end i weekenderne. Du kan spise, drikke, shoppe, gå en tur, kigge på det hele, og gården fungerer lidt mere normalt.

Julemarked på Fuglebjerggaard den 1.-9. december, Hemmingstrupvej 8, 3200 Helsinge.

Christiania Julemarked

Christiania Julemarked

Hver december siden 1970’erne har Den Grå Hal på Christiania været den festlige ramme om et af byens mest mangfoldige og eksotiske julemarkeder. Således også i år, hvor Christiania Julemarked åbner dørene den 8. december og først lukker dem igen den 20. december. Igen i år vil der være masser af forskellige boder med mad, kunsthåndværk, tøj osv. og atter vil der være masser af musik. Eksempelvis vil man kunne høre den 25-årige Mathias Heise, der spiller kromatisk mundharpe. Han er blevet sammenlignet med Toots Thielemanns og har spillet med DR Big Band og udgivet et album med dem. Han spiller på julemarkedet lørdag den 15. december kl. 14.30-16.30 sammen med Mads Thorsen på guitar og Anders Fjeldsted på bas. Derudover vil en lang række andre artister underholde i løbet af december med alt fra jazz og swing til tango og klezmer. Også Peter Larsen og Anne Marie Helger lægger vejen forbi med deres show søndag den 16. decmber Kl. 16.00.

Christiania Julemarked den 8.-20. december, Den Grå Hal, Refshalevej 2, 1432 Christiania.

Flids Julemarked i Nørrebrohallen

Flid Julemarked

Et julemarked fyldt med kunst, design og kunsthåndværk indtager med Flids Julemarked Nørrebrohallen den 1.-2. december. Flid er en kunst- og design platform, hvor den skandinaviske kunst-og designscenes vækstlag viser deres ting frem. På julemarkedet vil du kunne møde en lang række af de nye designere og kunstnere, erhverve dig deres værker og få indblik i de nyeste tendenser. Her vil være smykker, keramik, tæpper, tørklæder, grafik, tøj, møbler osv. Flid Julemarked byder bl.a. velkommen til grafisk designer, Tenna Elisabeth Jacobsen, der er uddannet fra Kolding Designskole. Hun laver unika-tryk i serigrafi samt grafiske prints i begrænset oplag. Nørrebrohallen er et oplagt sted at finde julegaven til den designinteresserede i den kommende weekend.

Læs mere om Flid Julemarked her.

Flids Julemarked den 1.-2. december i Nørrebrohallen, 208, 2200 København N.

Julemarked i Carlsbergs bryggergård

Carlsberg Julemarked

Der er fokus på det gode håndværk, design og velsmag hos Visit Carlsberg, der byder til julemarked i den historiske bryggergård omkranset af gamle fabriksbygninger. Carlsberg lover et rustikt julemarked, der ikke er som julemarkeder er flest; Sammen med et par håndfulde danske producenter fylder man Bryggergården med både godt til ganen, kvalitet til kroppen og stil til hjemmet. ’Vi har sørget for et udvalg af 23 stande, der alle har fokus på kvalitet fremfor kvantitet, og der bliver rig mulighed for at købe gode gaver med hjem, hvad enten du er på udkig efter stil og kunst til hjemmet, smykker, forkælelse til kroppen eller julepynt. Skulle sulten melde sig har vi flæskestegssandwiches, æbleskiver, belgiske vafler og brændte mandler, der kan nydes med almindelig gløgg, ølgløgg, en kop kvalitetskaffe eller Jacobsens specialøl, som jo bliver brygget her’, lyder det fra Carlsberg. Der er gratis adgang til julemarkedet, og den gratis shuttlebus kører fra Vesterbrogade 6 kl. 12.00, 13.00 og 14.00 med retur fra Visit Carlsberg kl. 12.25, 13.25 og 14.25.

Læs mere om Julemarked hos Visit Carlsberg.

Julemarked i Visit Carlsbergs bryggergård i weekenderne 1.–2., 8.-9. og 15.-16. december kl. 10.00-17.00, Visit Carlberg, gamle Carlsberg Vej 11, 1799 København V.

Julemarked i Raadvad

Raadvad Julemarked

I den kommende weekend den 1-2. december inviterer den smukke gamle knivfabrik, Raadvad til julemarked i sine fredede bygninger i Dyrehaven. Her vil være håndværk, kunsthåndværk og kunst, der bunder i gode traditioner og forskellige værksteder at besøge. Neden for kroen finder du Karin Carlander med væverier. Raadvad Møbelsnedkeri, der laver speciallavede møbler, sælger på markedet bakker, taburetter, rammer og spiseborde. Der er skulpturer i Bronzeværkstedet, og andre steder finder man gamle dukkesenge, hjemmelavet julepynt og håndtrykte lampeskærme m.m. Ampio arbejder klassisk stucco lustro og marmorpuds. Der er kunsthåndværk i porcelæn og stentøj fra Elisabeth Lau og håndtrykte tekstiler, håndvævede tørklæder gulvtæpper fra Lisbeth Friis. Det er blot et par af den stribe af kunsthåndværkere og kunstnere, du kan møde på Raadvads julemarked værksted. Det kan også anbefales at træde nogle skridt udenfor fabrikken for i nr. 11 at besøge dels billedhugger Sys Svinding, der byder indenfor med skulpturer i granit og marmor og dels tekstildesigner Bitten Hegelund i nr. 30, hvor der er Blue Print på papir og Aleksis Carlander med egen produktion af linoliemalede fyrretræshavemøbler, håndlavede knive m.m. Samtidig er det muligt at nyde Dyrehaven og nappe et glas glögg i gården eller på kroen.

Der er parkeringsmuligheder i Raadvad. Man kan også leje cykler på Klampenborg Station og tage turen gennem Dyrehaven.

Julemarked i Raadvad den 1.-2. december kl. 11.00-17.00, Raadvad Gl. Knivfabrik, Raadvad 40, 2800 Kgs. Lyngby.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!