Guide til 3 udfordrende og vilde oplevelser

Camp AdventureHos Camp Adventure kan du prøve Nordens længste svævebane, blandt mange andre aktiviteter.

Rusk op i rutinerne og oplev noget vildt. For eksempel okkulte byvandringer, hjernebrudsmysterier eller adrenalinsusende højder. København er fyldt med spænding og gys.

I en travl hverdag, hvor ensformige rutiner synes at have overtaget, kan spændingen ofte virke langt væk. Men rundt omkring i Københavns små kroge og under naturens åbne himmel findes talrige muligheder for at fylde din måske lidt rutineprægede hverdag med spænding og gys. Her er tre bud på vilde oplevelser i København, som med sikkerhed kan få adrenalinet til at suse lidt hurtigere.

Weird Walks

Byvandringer har i længere tid været en populær del af det københavnske kulturbillede. Med fokus på skæve historiske emner giver Weird Walks et blik ind bag det historiske Københavns facade og byens mange eksistenser. Du kan bl.a. træde ind i Københavns mørke fortid og stifte bekendtskab med steder og personer, der prægede byens skyggesider i en tid, hvor vold, tyverier og Al Capone-lignende bander var hverdag. Eller du kan gå i djævlens fodspor i de sene aftentimer i en okkult byvandring og høre om, hvorfor sort magi var så populær, at selv den berømte heksejæger Kong Christian den 4. havde en sort kat, eller hvorfor almindelige mennesker indgik en pagt med djævelen. Hvis du mere er til at blive inde i varmen, kan spøgelseshistorierne også komme til dig. Til en hyggelig aften hjemme i stuen vil Weird Walks fortæller tage dig med gennem Københavns gader med sjove billeder og spændende anekdoter om alt fra grådige handelsfolk, flirtende flanører og Københavns glemte gader og gyder.

Læs mere om Weird Walks her.

Escape Copenhagen

Forestil dig, at du går ind i en anonym lejlighed eller ned i en kælder. Du bliver lukket inde i et rum, og den eneste vej ud er ved at følge historien og løse de gåder, der opstår undervejs, så har du konceptet for de mange Escape Rooms, der findes i Københavns gader. Escape Copenhagen byder på tre (snart seks) spil, der alle handler om samarbejde og logik. Sammen med din gruppe står du pludselig på en psykotisk varmemesters kontor, og du skal nå ud, inden han kommer tilbage. Eller du er lukket inde hos en terroristcelle og må desarmere bomben, inden den springer. Måske er jeres udlejer, munken, forsvundet, og kun I kan finde ud af, hvad der er sket med ham. Snart byder Escape Copenhagen også på en rejse tilbage i tiden til år 1056 og vikingernes store festsal eller man kan komme ud i rummet med virtuel reality. Fælles er dog, at I må finde jeres bedste samarbejdsevner frem, løse hjernebrækkende gåder for at vinde over kampen mod tiden og løse mysteriet.

Læs mere om Escape Copenhagen her.

Camp Adventure

Bevæger du dig uden for København til Haslevs naturområder, kan du finde Camp Adventures legeplads helt oppe i trætoppene. Hos Camp Adventure bliver du udstyret med sikkerhedsseler, hjelm og klatrehandsker, og så er der ellers fri leg. I fire timer kan du frit klatre i træer, kaste dig mellem trætoppe, svinge dig fra gren til gren, eller du kan bestige klatrevæggene indendørs i den store hal. Camp Adventures legeplads rummer 7 baner med forskellige sværhedsgrader, og over banernes ca. 100 – 700 meter kan du komme 25 meter op i trætoppene. Du kan bl.a. prøve Nordens længste svævebane på 475 meter eller gynge i trapezer. Der er ingen krav til, hvor højt du skal klatre, eller hvor mange baner du vil igennem, men når du står oppe blandt træernes kronede toppe, er det ikke svært at lade sig gribe af naturens kræfter, mærke adrenalinets susen og give efter for de mange oplevelser, der venter.

Læs mere om Camp Adventure her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!