Dining Week bliver større end nogensinde

Dining Week 2016Foto: Dining Week.

Billetkøen er åbnet for gastronomiske oplevelser til fair pris på 200 restauranter. Smag på alt fra det nordiske til det eksotiske køkken.

For sjette år i træk forvandler Dining Week vinterferien til en uge fuld af kulinariske oplevelser på restauranter landet over med flere tilmeldte restauranter end nogensinde. Lige knap 200 restauranter er i skrivende stund tilmeldt madfestivalen, som arrangeres af Copenhagen Food og San Pellegrino. Billetkøen, der er åbnet, afvikles fra den 14. januar, hvorefter billetsalget åbnes for alle.

Et mere kræsent publikum

Konceptet er som det plejer – for 200 kr. + 25 kr. i billetgebyr får man en 3-retters menu plus San Pellegrino mineralvand. Indenfor den økonomiske ramme er det så op til de enkelte restauranter at sammensætte en menu.

I løbet af de senere år er det danske restaurationspublikum blevet mere forvænt og i bedste forstand kræsent i takt med, at landet har udviklet sig kulinarisk. Det afspejles umiddelbart af menukortene til årets Dining Week, hvor det er velkomment at kunne konstatere, at man skal kigge langt efter det traditionelle perlehønebryst. Maden spænder lige fra det kompromisløse nordiske køkken over eksotiske destinationer som Vietnam og Japan til klassisk fransk kogekunst. Blandt de mange deltagende restauranter finder man Restaurationen, Clou, Dragsholm Slot, LeLe, Hatoba, Marv &Ben, Almanak og Kjøbenhavn.

Stigende popularitet

Dining Week blev afholdt første gang i 2011, og har siden starten hvert år tiltrukket et stigende antal gæster. Den store popularitet og positive presseomtale har været med til at gøre den til den største restaurantfestival i hele Europa. I 2015 blev der solgt 116.000 billetter fordelt på 142 restauranter. I efteråret 2015 fik Dining Week en lillesøster, Italian Dining Week, som fyldte restauranter i Københavnsområdet i efterårsferien med over 20.000 solgte billetter på en lang række italienske restauranter.

Dining Weeks facts

For at undgå nedbrudte servere på grund af stor efterspørgsel er der oprettet en decideret billetkø. Afviklingen af billetkøen begynder den 14. januar. Herefter åbnes billetsalget for alle.

Dining Week afholdes i uge 7, d. 14.-21. februar 2016.

Læs mere om restauranternes menuer og billetkøen til Dining Week her.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!