Det er efterår – og så er der Bogforum!

Bogforum 2018Bogforum 2018 åbner på fredag i Bella Center. Masser af oplevelser venter alle læseheste.

På fredag åbner Bogforum med et væld af litteraturoplevelser fra samtaler med forfattere som Leonora Christina Skov, Dorthe Nors og Katrine Maria Guldager til interviews med Knud Romer, Sven Brinkmann og Jesper Wung-Sung.

For 27. gang kalder Bogforum til bogmesse. Det sker i år den 26.-28. oktober – og som de senere år foregår det i Bella Center. Der forventes mange tusinde besøgende baseret på messens vokseværk de forløbne år. Først foregik bogmessen i Forum på Frederiksberg, deraf navnet. Her blev der imidlertid pladsmangel, så messen rykkede i 2012 til Amager og sidste år var man oppe på næsten 36.000 besøgende!

Åbningstale og Bogforums Debutantpris

Igen i år er programmet spækket med interviews, diskussioner, sessions og højtlæsninger og signeringer af aktuelle udgivelser. Det forgår på forlagenes ni scener foruden udstillernes egne stande. Åbningstalen holdes af forfatter Merete Pryds Helle, hvorefter Bogforums prestigefyldte debutantpris overrækkes. I løbet af de tre dage uddeles iøvrigt flere litteraturpriser herunder bl.a. Undervisningsministeriets Skriverprisen og Samfundslitteraturs Lærebogsprisen.

Fra krimi og sportdigte til romaner om familien

Programmet er spækket med forskellige litteraturoplevelser og der er noget for enhver smag. Eksempelvis kan man opleve Svend Brinkmann fortælle om sin bog ‘Gå Glip’ eller Jørgen Leth berette om sine ikoniske Sportsdigte, der er blevet genudgivet. Eller man kan høre Leonora Christina Skov fortælle om hendes roman ‘Den, der lever stille’, der handler om hendes opvækst. Katrine Maria Guldager vil tale om sin roman Bjørnen og man kan opleve krimifolk som Sara Blædel, Lone Theils og Katrine Engberg. Jesper Wung-Sung fortæller om ‘En anden gren’ – hans seneste roman om sin families særlige historie, mens Knud Romer vil tale om sin roman ‘Kort over Paradis’. Af andre forfattere på Bogforum kan nævnes Anne-Cathrine Riebnitzsky, Peter Høeg, Dorthe Nors, Kim Leine, Pia Tafdrup, Sara Omar, Hella Joof og Christian Mørk for blot at nævne nogle få.

Læg dit eget program online

Du kan ikke undvære et program, hvis du vil have bare et lille overblik. Det kan du få i trykt form på biblioteker, i kulturhuse osv, mens det ligger online på www.bogforum.dk. Netversionen har indbygget mulighed for at vælge sine egne favoritter (tryk på ”Tilføj til mit program”). Herefter kan man se sit eget program – og evt. foretage nogle fravalg, hvis programmet er blevet for tæt. Herefter kan det printes – eller sendes til en email-adresse.

Læs mere om Bogforum her.

Bogforum finder sted den 26.-28. oktober i Bella Center Copenhagen, 2300 København S.

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!