Danmarks største havnefest i København

Kulturhavn FestivalFoto: Kulturhavn Festival.

Der bliver fest, når Kulturhavn Festival hylder det københavnske foreningsliv og blå byrum med et hav af inspirerende aktiviteter for byens borgere og gæster. Københavns havn er ramme om festen, der bl.a. byder på dans, kreative værksteder og vind i sejlene.

Siden Kulturhavn Festival for første gang så dagens lys i 2001 med 30 deltagende foreninger, har festivalen over de følgende 17 år vokset sig til at være ikke alene Københavns, men Danmarks største kultur- og havnefestival. Mere end 130 københavnske foreninger og samarbejdspartnere vil den 24.-26. august byde festivalgæster på spændende arrangementer, der vil vise, hvilket rigt kultur- og naturliv København består af – både over, under og ved vandoverfladen.

Fokus på foreningslivet og havnen som byrum

Omkring 250 forskelligartede, gratis aktiviteter, der rummer alt lige fra koncerter til sportsgrene og sejlads giver gæster mulighed for at opleve nye sider af hovedstadens havnekvarterer. Gennem disse mange kulturelle og inspirerende aktiviteter har Kulturhavn Festival en ambition om at skabe et samlingspunkt, som favner og hylder både byens kreative foreningsliv, kulturaktører og ikke mindst Københavns blå byrum. Visionen er at motivere til mere kultur og sætte fokus på havnens potentiale.

Oplev festivalområderne nemt og gratis

I år fordeler festivalen sig på fem store festivalområder ved Nordhavn, Refshaleøen, Arsenaløen, Islands Brygge og Sydhavnen. Derudover vil mindre festivalområder kunne findes i Kulturtårnet på Knippelsbro, Søren Kierkegaards Plads, Nokken og stranden ved Havnevigen. Og der er ingen grund til at gå på kompromis med at besøge flere af festivalens områder – det er nemlig både nemt og gratis at komme rundt i havnen under festivalen med specielle Kulturhavn Festival shuttlebåde og Movias havnebusser.

Kulturhavn Festival 2018 finder sted ved og på Københavns havn den 24.-26. august.

Læs mere om festivalen og dens åbningstider her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!