Cougar the Musical på Bellevue Teatret

Cougar the MusicalFoto: Bellevue Teatret

Livskloge modne kvinder og sprøde unge mænd mødes på Bellevue Teatret i romantisk komedie om kærlighed uden alder.

Bellevue Teatret lover en bramfri historie om kærlighed og sex mellem voksne kvinder og unge mænd med den kommende forestilling Cougar the Musical, der spiller fra den 4. – 19. marts. ’Cougar’ er et udtryk for en ældre kvinde, som søger et seksuelt forhold til en yngre mand. Komedien handler om tre kvinder, der i en moden alder siger ja til livet og lærer, at lykken ligger netop der.

Midt i den ufrivillige frihed 

Man følger de tre kvinder på deres rejse gennem eventyr, skuffelser – og i sidste ende – inspirerende forvandlinger. De er alle midt i den ufrivillige frihed, der kan ramme midt i livet, når børnene er flyttet hjemmefra, og ægtemanden har valgt hustruen fra til fordel for en yngre model. Kvinderne er tvunget til at genopfinde sig selv, hvilket de gør på vidt forskellige måder – godt hjulpet på vej af en række friske unge mænd.

Anette Støvelbæk spiller den nyskilte Lily, som for første gang i sit liv skal prøve at stå på egne ben. På ’Cougar-baren’ møder hun barens indehaver, den bramfri og sprælske Mary-Marie, spillet af Mette Horn. Mary-Marie elsker unge mænd og jager dem ivrigt på de forskellige datingportaler. I baren møder kvinderne Clarity, spillet af Charlotte Fich, der ligeledes har kastet sig ud fra 10 metervippen, i overført betydning. Herfra vokser et stærkt venskab og flere skiftende forhold til unge mænd, hvoraf en af dem spilles af Jakob Randrup. Og det går ikke stille af, når der kommer liv i kludene og romantikken blomstrer.  Musicalen er instrueret af Katrine Engberg, og Line Knutzon har oversat.

Cougars sigte er at sætte et muntert fokus på angsten for at blive ældre – en udfordring vi alle kommer til at møde før eller siden… Og så er det historien om at blive ældre og komme videre i livet.

Kulturhistorisk bonusinfo

Cougar the Musical har med stor succes spillet for fulde huse i flere år i bl.a. New York og London, og sættes nu for første gang op i Skandinavien på Bellevue Teatret. Det smukke og idyllisk beliggende teater fra 1936 er tegnet af Arne Jacobsen. Området med stranden, skoven og teatret er blevet et rekreativt område for hele København og samtidigt et betydningsfuldt eksempel på dansk modernisme med flere hvide bygningskomplekser ud til Strandvejen og Bellevue Strandbad.

Læs mere om musicalen her.

 

 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!