Copenhagen’s got the blues

Copenhagen Blues FestivalCopenhagen Blues Festival begynder i morgen onsdag den 28. september. Foto: Martin V. Andersen.

Vær med når den 16. Copenhagen Blues Festival løber af stablen i fem intense dage med blå toner.

Med udenlandske navne som Earl Thomas, Damon Fowler og Steve Gadd skubber Copenhagen Blues Festival gang i byens bluesscener fra i dag den 27. september til den 2. oktober. Tilsat vores egne sublime musikere som Billy Cross, Esben Just og Maria Carmen Koppel loves København en lille uges hardcore bluesstemning af moody 12-takters, slidin’ guitars og henførte, vuggende knæ.

Blues til enhver smag

Igen i år leverer Copenhagen Blues Festival en palet af musikalske godbidder, der viser hvor bred og varieret genren er. Karma Kajen ved Kayak Bar er muligvis der, hvor variationen præsenteres bredest. Her akkompagnerer Delta Blues Band den zimbabvianske queen of blues, Miriam Mandipira på fredag, mens Danmarks bedste vaskebrætsorkester, Tobacco, fyrer den af på torsdag i hvad de beskriver som ’en god gang musikalsk jambalaya’!

Cafeen Bartof på Frederiksberg er værter for flere af de udenlandske talenter, inklusiv vores egen, men amerikansk fødte Billy Cross. Foruden sin rolle som guitarist på to af Bob Dylans plader, har Billy Cross i årtier både spillet og stået bag mixerpulten til de største blues- og rock’n’roll-musikere. Her kan man nyde en skummende øl til en god portion country og rockabilly i Damon Fowlers bluesstil, som er kendt som noget af en mester på sin lap steel guitar. Billy Cross spiller på onsdag og Damon Fowler på fredag på Bartof Café.

Copenhagen Blues Festival

Foto: Martin V. Andersen.

Årets bluesnavn kåres

Ét af festivalens højdepunkter er uden tvivl på onsdag, når Amager Bio kickstarter festivalen med en højtidelig prisuddeling af Årets Danske Bluesnavn og Årets Danske Bluesudgivelse. Foruden smagsprøver fra de lykkelige udkårne, lægger Smalltown Blues Band grundrytmen til et fantastisk afterparty sammen med adskillige andre musikalske blueslegender fra ind- og udland.

Igen fredag er der linet op til noget af en kapacitet på trommer i Amager Bio, nemlig Steve Gadd og hans Band. Steve Gadd er én af verdens mest eftertragtede trommeslagere og har spillet med navne som Dizzy Gillespie, Eric Clapton og Simon & Garfunkel. Han turnerer stadig med Paul Simon og Eric Clapton, og altså her i Amager Bio med sit eget band.

Desuden lægger Amager Bio tag til endnu en prisuddeling, nemlig Gudman-prisen, som uddeles på søndag til afdøde Hugo Rasmussen. Koncerten bliver en hyldest til Hugos vindende væsen og kontrabas i selskab med familie, venner og fans.

Blues – fra slaveri til Chuck Berry

Der synes langt fra Copenhagen Blues Festival og til slavernes melankolske sang i bomuldsmarkerne i 1600-1800-tallets Amerika. Ikke desto mindre var det her, blues’en så sit udspring, som det legale alternativ til en slags rytmisk work’n’talk. Senere rytmiske genrer har nydt stor glæde i at adoptere blues’ens kendetegn. Ikke mindst 50’er-klassikere som Rock Around the Clock og Chuck Berrys Johnny B. Goode er bygget over en 12-takters blues.

I anledning af Copenhagen Blues Festival og Chuck Berrys 90-års fødselsdag viser Cinemateket i aften tirsdag kl. 19.15 den sjældne film Hail! Hail! Rock’n’Roll om rocklegenden Chuck Berry.

Find programmet for Copenhagen Blues Festival og links til billetkøb her.

 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!