Copenhagen Jazz Festival 2016

Copenhagen-Jazz-Festival

Som altid, siden 1979, begynder Copenhagen Jazz Festival den første fredag i juli – i år fra 1. – 10. juli – og nu er sløret løftet for dele af programmet.

Store amerikanske navne offentliggjort

Foreløbig dominerer DR Koncerthuset plakaten med de store amerikanske navne: Pat Metheny, superguitarist, 4. juli, Branford Marsalis Quartet med Kurt Elling på vokal, 7. juli og Burt Bacharach 10. juli. Kulturhuset Viften i Rødovre har også en bemærkelsesværdig sangerinde på plakaten 7. juli, nemlig belgiske Natacha Atlas, der forener traditionel jazz med arabisk musik.

Koncerthusets billetter sælges gennem www.billetlugen.dk, og Viften bruger www.ticketmaster.dk. Du kan med fordel bestille nu, da koncerterne hurtigt bliver udsolgt.

Masser af koncerter

En af festivalens store forcer er, at det ”almindelige” publikum har god mulighed for at orientere sig om, hvad der rører sig på den danske jazzfront. Fonden bag festivalen arrangerer selv 120 koncerter, men traditionelt set kommer mange flere til, arrangeret af de enkelte cafeer, værtshuse og spillesteder. Programmet er langt fra færdigt, og allerede nu har 34 spillesteder tilmeldt sig.

De kendte navne svigter ikke

Er du ikke så meget til ny jazz, er der ingen grund til at fortvivle. Navne som Jesper Thilo, Jacob Fischer, Tango Orkestret, Nicolaj Hess, Bob Rockwell, Lars Jansson og Verdensorkestret har været med i årevis – og er det igen i år. Der er også et bemærkelsesværdigt udvalg af de mange, fremragende jazzsangerinder, Danmark råder over. Det gælder navne som Sidsel Storm, Cæcilie Norby, Daimi, Cathrine Legard, Kira Skov, Caroline Henderson og Maria Carmen Koppel.

Gå selv på jagt i programmet og tegn abonnement på nyhedsbrevet, for programmet udvikler sig hele tiden. Endelig kan du sammensætte dit eget program på hjemmesiden.

 

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!