Copenhagen Cooking serverer stort program

Copenhagen Cooking & Food FestivalEn række kokke og andre madpersonligheder byder indenfor til middag under Copenhagen Cooking & Foodfestival. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

Spis hjemme hos en kok, indtag en middag på gangbroen i Lufthavnen, på et museum eller på en idrætsbane i Sundby. Billetsalget til Copenhagen Cooking & Food Festivals mangfoldige program er igang.

Der venter et væld af madoplevelser under dette års Copenhagen Cooking & Food Festival, der netop har lanceret sit program og skudt billetsalget i gang til 10 dages madfest fra den 23. august til den 1. september. Det ambitiøse program, der byder på over 100 madevents, lover ikke blot unikke smagsoplevelser, men også indtagelse af maden på unikke steder. Eksempelvis kan du spise smørrebrød i Københavns Lufthavn, hvor der vil blive dækket op på gangbroen mellem metroen og Security, der vil være stor fællesmiddag i Sundby Idrætspark på Amager, Thorvaldsens Museum åbner dørene for en middag og så er der den legendariske Høstfest med et seriøst langbord på Frederiksberg Allé.

Munkemiddag på Esrum Kloster og musikalske planter

En række kendte kokke- og andre madpersonlighederne inviterer indenfor, f.eks. Christian F. Puglisis på Svanholm og Jakob Mielcke i Det Kongelige Haveselskabs have på Frederiksberg. Mette Martinussen, der var medstifter af Madeleines Madteater, byder på mad-, drikke- og sanseoplevelser på Esrom Kloster. Et arrangement, der er inspireret af ’arven fra munkene’. Madanmelder på Politiken, Lærke Kløvedal inviterer til skaldyrgilde med restaurant, Iluka. Der er grønlandsk menu i Det Grønlandske Hus, der er sammenskudsgilde i Karens Minde Kulturhus. Der er neurogastronomi, brewmasters battle, pop-up dinners og ’Morgenvandring i Klimakvarteret’. Både på Thorvaldsens Museum og i Nordvest på Tribeca kombineres mad med film, og i Københavns nye urbane oase, Banegaarden vil bl.a. jazzmusiker Chris Minh Doky og stifter af Aarstiderne, Søren Ejlersen spille en livekoncert, hvor lyden af planter vil indgå.

Kamilla Seidler i festivalens hjerte

I fem dage fra den 28. august til den 1. september omdannes Israels Plads ved Torvehallerne til festivalens hjerte. På pladsens fire scener vil være en lang række workshops, talks, debatter, masterclasses, shows, middage og tastings. Man vil eksempelvis få en smagsprøve, når Københavns bedste smørrebrødsrestauranter konkurrerer i fagets ædle kunst, eller deltage i debatter om bæredygtighed og ligestilling i kokkebranchen. Kamilla Seidler giver en forsmag på sin nye restaurant, Lola, mens Karlos Ponte fra PMY er vært for en masterclass i det venezuelanske køkken. På pladsen vil der også være filmvisninger, yoga med morgengrød, bageworkshop, og en række debatter og talks, hvor det er gratis at deltage.

Copenhagen Cooking & Food Festival finder sted i og omkring København den 23. august til 1. september.

Læs program og køb billetter til Copenhagen Cooking & Food Festival her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!