5 gode kaffebarer i København

Kaffe i glas

I denne tredje og sidste artikel om kaffe, sætter vi fokus på 5 gode og hyggelige kaffebarer i København

Er du på shopping, gåtur eller oplevelse i København, og har du brug for afslapning og en kop kaffe, så giver vi her 5 bud på særlige steder at tage hen.

Hvis du vil finde inspiration om kaffe, så kan du i del 1 lære mere om ’kaffens vej fra spire til kop´, herunder hvordan man brygger en god kop kaffe. I Del 2 kan du læse mere om ’universet af kaffedrikke’.

Kent kaffe Laboratorium
Nørre Farimagsgade 70, 1364 København K.

Tæt på Torvehallerne ligger denne særlige kaffebar, hvor der udover de sædvanlige kaffedrikke også serveres 6 varianter af sort kaffe, brygget efter helt specielle og avancerede metoder.

For at få smagen på den sorte kaffe til at komme til sin ret, er der blandet andet blevet eksperimenteret med gennemløbstider, formalingsgrader og temperaturer.

Sort kaffe når det er bedst.

Kompa’ 9
Kompagnistræde 9, 1208 København K.

Hos Kompa’ 9 får du serveret økologisk kaffe i hyggelige omgivelser med hjemmelig atmosfære og til fair priser.

Der bydes ligeledes på morgenmad og frokost i bedste dansk stil. Morgenmaden består blandt andet af blødkogt æg og æblegrød. Til frokost er der rugbrødssandwichs og til den søde tand fås dagens kage.

Kaffeplantagen
Sankt. Hans torv 3, 2200 København N

Med vinduespartier ud til det travle Sankt Hans Torv, har du her mulighed for at trække dig indenfor, slappe af og alligevel følge med i Nørrebros pulserende liv. Er du på gåtur ved søerne, kan du også gå forbi og tage kaffen med.

Til kaffen serveres der flere slags økologisk mælk samt varianter af soya- og laktosefri mælk. Kaffebønnerne ristes separat i små portioner, for at sikre at hver enkelt bønnesorts karakter kommer til sin fulde ret.

Kafferiet
Esplanaden 44, 1263 København K

I Kafferiets hyggelige lokaler på Esplanaden kan du nyde alt fra kaffe, te og smoothies til sandwich, croissanter og muffins. Hos Kafferiet serveres mere end 15 forskellige typer kaffe.

Er du på spadsertur rundt om Kastellet og ønsker en kop kaffe i hånden, sørger Kafferiet for at servere kaffen i et bæger med drikkelåg.

Kafferiet har valgt bønner fra 5 forskellige steder i verden og rister selv bønnerne og som noget særligt ristes bønnerne her 2 gange.

KAFFE
Istedgade 90, 1650 København V.

Et rigtig hyggeligt sted med særegen atmosfære og god stemning. Indrettet som man kan og må forvente af en kaffebar i hjertet af Vesterbro. Går du forbi og ser ind af vinduet, ser stedet ikke stort ud. Tag dog ikke fejl, der er mulighed for at bevæge sig ind bagved og finde et hyggeligt farverigt hjørne.

Den serverede kaffe er et resultat af grundig research og smagstest. Blød og rund eller skarp og syrlig.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!