3 biograffilm til regnvejrsdagene

abernes.planet.film

Sommeren har foreløbig ikke budt på mange soltimer. Så her får du en guide til tre biograffilm, du kan hygge dig med indendøre.

Hollandsk spekulation i 1600-tallet

Filmen Tulipanfeber foregår blandt det bedre borgerskab i Holland i 1600-tallet, hvor tulipaner for alvor er blevet så populære, at priserne stiger helt vildt. I sig selv er det en interessant og herhjemme så godt som ukendt historie. Filmen byder dog også på en hed kærlighedshistorie: Unge Sophia kommer lige fra klostret og ind i ægteskabet med den rige og langt ældre købmand Cornelis Sandvoort. Han hyrer den unge maler Jan Van Loos til at male et portræt af sin yndige hustru og sig selv. Det går hverken værre eller bedre, end at Sophia og Jan falder for hinanden, mens hun sidder model. De indleder en hed affære og pønser på at slippe af med Cornelis.

Indblik i det svenske indvandrermijø

Her er vi i en helt anden verden: nutidens Sverige. I filmen En Hustlers Dagbog møder vi småforbryderen Metin, der bor i en forstad til Stockholm. Han drømmer om at blive skuespiller og skriver derfor alt, han ser og oplever ned i sin dagbog. Ved en optagelsesprøve på teaterskolen falder dagbogen ud af hans lomme. Teaterkvinden Lena viser den til sin mand, som er forlægger. Han vil gerne udgive Metins rå prosa, men hvis dagbogens lyssky optegnelser bliver offentliggjort, kommer Metin i klemme! Som dansker kan man ikke undgå at komme til at tænke på Yahya Hassan, der har været i en lignende situation. Filmen har høstet roser for at give et indblik i det parallelsamfund, indvandrermiljøet ofte kan være.

Nyeste epos i serien om Abernes planet

Filmene om Abernes planet begyndte helt tilbage i 1968, og premieren blev fulgt op af yderligere fire film i begyndelsen af 1970’erne. I 2001 blev der lavet en slags remake af den første film – og endelig er der kommet tre helt nye film, den tredje lige nu i Danmark med titlen Abernes planet: Opgøret.
Forholdet mellem menneskeracen og de stadig mere intelligente menneskeaber, anført af den talende Cæsar, er mere anspændt end nogensinde. Det menneskelige militær rykker ind for at snigmyrde Cæsar, men får kun ram på hans mage og afkom. Opfyldt af sorg og hævntørst samler Cæsar en lille flok allierede og rejser op ad floden for at dræbe menneskenes oberst.

Filmen har fået masser af ros, så hvis du på et tidspunkt er steget på abe-bølgen, er det næppe her, du skal hoppe af.

Find billetter til alle tre film på Kino.dk

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!