3 biograffilm i december

i-daniel-blake-2

Der bliver sendt mange film i TV her ved juletid, men glem ikke, at den bedste filmoplevelse fås i biografen. Her er tre bud på film, der skal ses i biografen her i december.

Fanny og Alexander

DR-K har lige vist den i den samlede tv-version, men her får du Fanny og Alexander i biografversionen fra 1982, der varer ca. tre timer.  Cinemateket viser den som månedens film 3.-27. december. Her er tale om et af Ingmar Bergmans hovedværker med en sand perlerække af tidens svenske skuespillere. Heraf kan nævnes Bertil Guve, Pernilla Allwin, Ewa Fröling, Allan Edwall, Gunn Wållgren, Jarl Kulle, Erland Josephson, Jan Malmsjö og Pernilla August. Filmen begynder med hele familieklanens fejring af julen – og det er så flot og festligt fortalt, at man næsten ikke kan undgå at komme i julestemning. Siden hen sker der ting og sager – men de skal ikke røbes her. Bemærk, at du som medlem af OplevByenXTRA får 20% på tredje til ottende visning af månedens film hos Cinemateket – altså til en særpris på 60 kr. – når du fremviser dit medlemskort. Er du endnu ikke medlem af OplevByen XTRA, er her en god lejlighed til at blive det.

Min far Toni Erdmann

Filmen er helt ny – og har haft danmarkspremiere her i december.
Winfried er aldrende skolelærer, uforbederlig spasmager og ret ensom. Da hans hund dør, tager han spontant til Rumænien for at opsøge sin voksne datter, karrierekvinden Ines. Hun afviser sin fars kiksede overraskelsesvisit, men han giver ikke op. For at komme tættere på sin datter udgiver han sig for at være den pinlige coach Toni Erdmann og møver sig ind i Ines’ og hendes kollegers arbejdsliv.
Filmen er på trods af den måske lidt kedelige titel meget morsom. Det er en tysk/østrisk produktion, instrueret af den her i landet ukendte Maren Ade. Alle de store dagblade har givet 6 stjerner og JyllandsPosten skrev bl.a. “… noget af det vildeste, du nogensinde kommer til at se i biografen. Så skynd dig af sted!” Den var også kritiker-favorit på årets Cannes-festival, men endte mærkeligt nok uden palmer.

Jeg, Daniel Blake

Vi runder af med årets guldpalmevinder fra Cannes, den nyeste film af den britiske veteran Ken Loach, som p.t. kun vises lidt piratagtigt i en enkelt biograf. Den rigtige premiere er først 22. december, så her er noget til juledagene.
Daniel Blake har været snedker i en menneskealder. Da han pludselig bliver ramt af en sygdom, må han sige sit job op og bede staten om hjælp til hverdagen. Livet er ikke nemt, når man skal leve på bistand, men Daniel gør sit bedste for at holde hovedet højt og samtidig hjælpe andre, der har brug for en hånd.
Lyder det kedeligt? Ja, måske, men hvis du kender Ken Loach, ved du, at hans film er alt andet end kedelige. De kan derimod være rørende, morsomme, eftertænksomme, kritiske og meget andet af det, der kendetegner en god film. Folk, der kan huske for eksempel Family Life, Kes, Carla’s Sang, Sweet Sixteen eller The Angel’s Share ved, hvad jeg mener.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!