100-året for kvinders valgret

valgretsoptog

100-året for kvinders ret til at stemme og stille op til valg markeres frem til 5. juni med en række arrangementer, taler og debatter – og et stort optog gennem København. Skal du med?

Før ændringen af Grundloven i 1915 havde kun 15 % af befolkningen ret til at stemme og stille op til valg. Kvinder, men også det man dengang betegnede som fjolser, forbrydere, fattiglemmer og tjenestefolk var udelukket fra politisk deltagelse. Jubilæet og fejringen af kvinders og tjenestefolks stemmeret markerer derfor starten på et mere ligestillet og demokratisk Danmark.

100-aaret.dk

Regeringen og Folketinget står bag denne officielle hjemmeside for jubilæet. Der sættes gennem arrangementer, udstillinger, debatter og foredrag over hele landet fokus på ligestilling, demokrati og deltagelse i dagens Danmark.
I perioden op til grundlovsdag den 5. juni vil 100 danskere publicere 100 grundlovstaler. Skuespillere, journalister, musikere, chefredaktører, debattører, sportsstjerner, erhvervsfolk og andre danske personligheder byder ind med klassiske taler, musikoplevelser, videoer mm. Du kan også bidrage med din helt egen tale.

5. juni kl 12-17 inviteres alle danskere til folkefest på Christiansborg Slotsplads. Dronningen, regeringen og Folketinget tager imod det grundlovsoptog, som Dansk Kvindesamfund og Nationalmuseet arrangerer. Der vil herefter være musik, taler, events, debat, fødselsdagsbord og en gadefest planlagt af Distortion.
Se alle de aktuelle events i København i 100-aaret.dk’s kalender

Historisk optog gennem København.

Den 5. juni 1915 gik ca. 20.000 hvidklædte kvinder gennem byen fra Kastellet til Amalienborg for at fejre deres nyvundne stemmeret, der betød, at de endelig var blevet en del af det danske demokrati.

Dét optog genopfører Nationalmuseet med frivillige kvinder i alle aldre stylet anno 1915 – og du kan være med.
Du behøver ikke at melde dig til, men møder bare op på dagen. Har du en hvid kjole på, går du med forrest i optoget.
Alle kan deltage i optoget, både mænd, kvinder, bedsteforældre og børn.
Udover optoget byder Nationalmuseet på Wienerkaffesalon, omvisninger og debatter om ligestilling, køn og demokrati.

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!