1.200 mennesker fejrer juleaften sammen

De juleløses julFoto: Elin Tabitha Hansen.

Juleaften fejres for de juleløse i Den Grå Hal på Christiania med et kæmpe juletræ, traditionel ribbensteg, julemiddag for vegetarer og ikke mindst god stemning og hyggeligt selskab.

Igen i år arrangeres de juleløses juleaften for alle, som ikke har et andet sted at fejre jul og det forventes at mere end 1.200 mennesker kommer til det gratis arrangement, hvor juleaften bliver fejret i stor stil.

Når dørene til Den Grå Hal åbner og der klappes velkommen til den store julefest, venter der både gæsterne og de mange frivillige en juleaften, hvor der er pyntet op efter alle kunstens regler, julemaden er forberedt i store mængder og selvfølgelig er der risengrød med kanalsukker og en smørklat. Ingen julefest uden musik, så der er også sørget for liveband og Køkkenkoret synger for på julesalmerne.

Juleløs kan man være af mange årsager

Gæsterne kommer fra nær og fjern og det er ikke udelukkende hjemløse og christianitter, der deltager i juleaften i Den Grå Hal. Her møder du den fraskilte far, der er kommet til arrangementet sammen med andre enlige fædre og mødre. Ved langbordet sidder også en ældre københavner, som har mistet kontakten til sin familie. Unge udenlandske på gennemrejse hygger sig. En ung studerende har inviteret sine forældre med og de får sig en snak med manden, der står udenfor med sin Elefant øl og en Cecil.

Anarki på den fede måde

De juleløses jul appellerer ikke til dem, der kommer, fordi det er trendy og alternativt, men lige så godt kunne holde jul selv derhjemme, fastslår arrangørerne. Et stort antal frivillige stabler det omfattende arrangement på benene år efter år og de sørger for styre slagets gang ved at sprede kærlighed og god karma i løbet af den hektiske juleaften.

Du har mulighed for at støtte arrangementet med en skilling, når du besøger Julemarked på Christiania, hvor der står en indsamler ved indgangen.

Her finder du Den Grå Hal

Den Grå Hal har sin egen indgang til Christiania, som du finder ved hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej. Det er nemmest at tage cyklen, bus 9A eller Metro til Christianshavns Torv, når du skal til Den Grå Hal. Ingen tilmelding er nødvendig og entréen er gratis. Sidde pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Tid:  Juleaften den 24. december fra klokken 17.00.
Adresse: Den Grå Hal, Refshalevej 2, 1432 København K

Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterPin on PinterestShare on Google+Email this to someonePrint this page

Bruger du byen nok?

Modtag gratis nyheder, tips og info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København ... nøje udvalgt til det voksne publikum.

Tak for din tilmelding!